Kunstig intelligens er ikke blot et nyt værktøj – det er et fundamentalt skridt i menneskets udviklingshistorie. Sammenligneligt med elektrificering, industrialisering og digitalisering. Forskellen er, at det denne gang ikke handler om maskiner, men om beslutningsprocesser: om at behandle, vurdere og konkludere ud fra enorme mængder data. Opgaver, der hidtil har været forbeholdt mennesker – men som maskiner nu løser med voksende præcision.
Især berørte er de erhverv, der arbejder med store datamængder: analyserer, strukturerer, vægter. Evnen til at behandle millioner af informationer i realtid, genkende mønstre og sammenligne sager – det er ikke længere menneskets domæne. Det er kunstig intelligens’ naturlige arbejdsområde. Det gælder ikke kun kontorarbejde – det gælder også dommere.
Retsvæsenet arbejder med normer, mønstre, skøn, præcedens. Alt sammen struktureret information. Alt sammen maskinlæsbart. Alt sammen automatiserbart. Hvis en AI kan analysere millioner af domme og love på samme tid, objektivisere tendenser og identificere inkonsekvent praksis – hvorfor skal vi så fortsat overlade dommen til et menneske med begrænset hukommelse og subjektiv vurdering?
Den menneskelige dommer er ikke inkompetent – blot overbelastet. Informationsmængden er for længst vokset ud over det, et menneske kan overskue. Beslutninger påvirkes af dagsform, sympati og træthed. Det er hverken pålideligt eller effektivt – slet ikke i et system, der lover ligebehandling.
Kunstig intelligens har ikke disse begrænsninger. Den husker alt, sammenligner uden pause og reagerer øjeblikkeligt. Den kender hverken forfængelighed, udmattelse eller politiske interesser. Dens afgørelser ville være konsistente, begrundede og altid efterprøvelige. Bekymringen for manglende empati er forståelig, men forfejlet: Subjektivitet er ikke en styrke i et system, der skal være retfærdigt.
Modstanden mod KI er følelsesbaseret – virkeligheden er rationel. Retsvæsenet har ikke brug for endnu flere jurister, der kæmper sig gennem sagsakter. Det har brug for systemer, der kan afgøre hurtigere, mere objektivt og mere retfærdigt. Det er ikke en trussel mod retsstaten – det er dens nødvendige modernisering.
Dommere, som vi kender dem i dag, vil ikke eksistere i samme form i fremtiden. Ikke fordi nogen vil afskaffe dem – men fordi de i et datadrevet system ikke længere er effektive nok. Maskiner træffer beslutninger på et andet niveau: datadrevet, konsistent, transparent.
Retssale i fremtiden vil domineres af systemer, der er skabt til kompleksitet: til millioner af datapunkter, realtidsanalyse og skalerbarhed uden kvalitetstab. Mennesket forbliver – men som kontrolinstans, etisk rammesætter og korrektiv. Selve afgørelsen træffes maskinelt. Hurtigere. Præcist. Retfærdigt.
Og de frigivne menneskelige ressourcer? De kan anvendes, hvor de virkelig mangler – i sundhedspleje, administration, genopbygning og international indsats. Også i Ukraine mangler mandskab. Hvorfor ikke sætte dem, der tidligere forvaltede ret og uret, i tjeneste for selve retfærdighedens beskyttelse?
Naturligvis – også kvindelige dommere er velkomne. Ligestilling stopper ikke ved landegrænser.
Samfundet vil ændre sig. Forandringen er uundgåelig. Fremskridt betyder afsked – men afsked med det forældede, ikke det værdifulde. At holde fast i erhvervsstrukturer blot fordi de er historisk udviklet, er at ignorere tidens dynamik. Vi har teknologien – og vi bør bruge den. Ikke af begejstring, men af nødvendighed.
